Referat af Heidi Erler

Fredag:

Alle mand ankommet og indlogeret, hvorefter vi går over i cafeen hvor Uffe sædvanen tro byder velkommen, hvor han også fortæller at vi fremover kun skal bo i hytterne, dernæst går vi i gang med at spise.

Efter maden går vi over i vores fællesstue, hvor vi starter ud med ”hvad har du på hjertet”.

Poul Erik starter ud med at fortælle at han sidste gang, valgte at holde en pause/stoppe.  Men at han var kommet til den konklusion, at han holder utrolig meget af alle som deltager, af gruppen, af weekenderne, ja kort sagt hans hjerteblod er i gruppen, og derfor har han valgt at fortsætte som en del af ”trekløveret”.  Han takker Uffe og Heidi (undertegnede), for at vi tager ham tilbage i trekløveret uden at bære nag.

Poul Erik føler ikke selv at han har tid, lyst og energi til at være med  i hovedbestyrelsen for Touretteforeningen, så derfor takker han også undertegnede for at ”tage over” i foreningen, som fortaler for voksengruppen.

Bent  fortæller, at han  siden sidst har holdt foredrag for psykiatrien, om det at leve med tourette.

Undertegnede slutter runden af med at sige tak til Poul Erik fordi han er kommet tilbage, derudover oplyser jeg lidt om mit første møde med hovedbestyrelsen. Jeg opfordrer også til, at hvis man har  forslag, til hvordan vi kan få flere med til vores voksenweekender, så tager jeg gerne imod forslag pr. tlf. eller mail. Vi skal jo gerne gøre os mere synlige.

016

Lørdag:

Efter morgenmaden tager de fleste af os en tur ind til Fredericia by og ”oser” og går en tur på Irsk pub og får en enkelt øl/sodavand, inden turen går tilbage til campingpladsen, hvor vi skal have frokost  med efterfølgende lagkageoverraskelse. Lagkagen er doneret af René, da han blev 40 år i starten af august. Vi synger alle en fødselsdagssang for René.

Efter maden og overraskelse er der foredrag ved Jette Møller Reinewald fra firmaet PROTAC A/S ( www.protac.dk ).  Jette er uddannet landmand, ergoterapeut og salgskonsulent.

Jette fortæller at PROTAC A/S er et lille dansk firma, som har eksisteret igennem 20 år.  Navnet PROTAC kommer fra ordet PROprioception og fra ordet TACtil.Firmaet sælger og udlåner kugledyner, kugleveste, kuglepuder m.m.

Firmaet har et tæt samarbejde med terapeuter, forskere og designere. De har udgangspunkt i grundlaget for sanseintegrationspricippet. Det vil sige følesans, muskelsans, ledsans og ligevægtsans.

PROTAC’s produkter påvirker huden ved at give en let, punktvis påvirkning, hvilket hjælper hjernen med at registrere kroppen i langt højere grad end ved helt ensartet kontakt, fordi kuglerne bevæger sig ved selv lette stillingsskift. Huden påvirkes på den måde hele tiden og giver signaler til hjernen, om at slappe af.

Jette fortæller også at man IKKE kan blive overstimuleret af at bruge produkterne.

Mange mennesker kan få produkterne bevilget som et hjælpemiddel  igennem kommunen, hvis det i væsentlig grad afhjælper en funktion. Man kan kontakte den visiterende ergoterapeut for at søge en bevilling.

Vi får lov til at prøve de forskellige produkter, ja en af deltagerne falder sågar i søvn i  den sansestimulerende stol., en anden deltager prøver kuglevesten, hvorefter en timelang hovedpine forsvinder.

Nogle af os bestiller forskellige produkter hjem til 14 dages afprøvning.

Efter foredraget er der et par timers frihed inden vi skal spise aftensmad med efterfølgende hyggeligt samvær.

Søndag:

008

Evaluering: 

Flere giver udtryk for at de er glade for at Poul Erik er kommet tilbage, da ”trekløveret” var lidt amputeret uden ham.  Poul Erik føler sig også godt modtaget.

Ikke kun Poul Erik har været savnet. Dem som vi kender fra de andre weekender, som ikke kunne deltage denne gang er også savnet, ligesom dem der ikke kunne deltage sidste gang, også var savnet. Vi er jo alle en del af en gruppe, og vi vil gerne fortsætte med at være en del af en gruppe. Gruppen må dog gerne blive større.

Det har som altid været en dejlig weekend som er afslappende og et dejligt afbræk fra hverdagen.  Gruppen er meget fleksibel overfor hinandens behov og særheder. Har man brug for at gå ud for sig selv, så kan man gøre det.  Vi er gode til at komme hinanden ved, også på det personlige plan. Vi er lyttende overfor hinanden.

Ikke alle har behov for foredrag, og der foreslås at vi får besøg af en afspændingspædagog el. lign. til en anden gang, måske til august 2015. Vi taler også om at der ikke er behov for besøg af en konsulent med kædedyner, da det er det samme princip som kugledyner.

Weekenden er nu engang gået og vi glæder os til vi ses igen til april.

Næste Voksen TouretteWeekend er 10. – 12. April 2015